Laura Drasbæk savner sin kernefamilie
Laura Drasbæk har aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige at gøre, da hun for nogle år tilbage blev skilt fra sin mand, som hun har to sønner med. Siden er hun blevet gift på ny med Kashmir-sangeren Kasper Eistrup, men hun savner alligevel livet i en kernefamilie med eksmanden og sønnerne.
"Jeg har været så knust over tabet af min familie, for den får man ikke igen," fortæller Laura Drasbæk til ALT for damerne og forklarer: "Jeg var…knust over at miste det sammenhold, der er i en familie - det bånd der er, og de ting, man bare gør. At jeg automatisk smurte madpakker, mens min eksmand hældte havregryn op, og at han har det samme blik i øjnene, når han kigger på drengene, som jeg har, og forstår dem på samme måde som mig."
Laura Drasbæk, der medvirker i 'Lærkevej', glæder sig over, at samarbejdet med eksmanden er ukompliceret, men savnet er der stadig: "…jeg savner nogen at dele mine børn med - nogen, der ser på dem på samme måde, som jeg gør. Jeg savner en familie. Årrrh, det savner jeg. Og det har nok taget mig to-tre år at acceptere, at den går jeg bare ikke igen. Kasper og jeg og drengene er også en familie, men det er bare ikke det samme. Og det havde jeg nok troet," lyder det med hjerteskærende ærlighed fra Laura i damebladet.