1. apr. 2008
Af af Signe Ravn

Lina på scenen

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/kendte/nyheder/lina-rafn/linarafn.jpg
De sidste to måneder har Lina Rafn bedømt X Factors talenter. Nu skal hun selv på scenen igen til Boogie Prisen 2008, der uddeles 12. april.

Danmarks Radio har allerede P3 Guld-prisen, og nu får DR TV sit eget prisshow for de unge. Boogie Prisen uddeles for første gang den 12. april i Stærekassen på Det Kongelige Teater. Og det bliver med Lina Rafn på scenen i en gammelkendt rolle som sanger og entertainer i Infernal.

Prisuddelingen bliver Linas første musikalske optræden på live-tv, siden hun var dommer i X Factor, og hun og Infernal-kollegaen Paw kommer til at dele scenen med X Factor-vinderen Martin, der også skal underholde. Desuden er Düne, Magtens Korridorer og Anna David også på plakaten.

Infernal er kendt for kun at optræde live, og det bliver spændende at se, hvordan X Factor-dommeren klarer sig i forhold til talentet fra Ørum, der i øjeblikket kan gå på vandet ovenpå sin ventede sejr i X Factor.

Der uddeles priser i ni kategorier heriblandt: Årets tv, årets griner, årets kys, årets tidsrøver og årets film.

Boogie-pris-showet sendes live på DR1 den 12. april klokken 20.00.

Læs mere om: