22. dec. 2008
Af af Frodi Holm Knudsen
Lisbet Lundquist frygter ikke døden
Lisbet Lundquist har netop udgivet bogen "Mit øre klør" og vil gerne skrive en til.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
65-årige Lisbet Lundquist elsker livet og synes slet ikke, hun har toppet endnu.
- Døden bliver mere konkret, når man fylder 60. Sådan er det. Men jeg er ikke bange for at dø. Jeg vil bare så nødigt herfra!
Lisbet Lundquist, 65, bekymrer sig dog langt mere om sine kæres liv og helbred end om sit eget. Og hun bruger hellere energi på livet end døden, selv om hun på ingen måde forsøger at løbe fra, at hun nu er blevet "gammel".
- Det er da urealistisk, at jeg skulle blive 110 år gammel, så jeg er blevet gammel, insisterer hun, mens hun drømmer om de ting, hun stadig har til gode.
- Jeg glæder mig f.eks. til at blive mormor en dag. Jeg elsker børn! Jeg kan godt finde på at gå hen til fremmede med børn på gaden og hilse på, fordi jeg synes, børn er så vidunderlige, smiler hun.