29. jul. 2013
Af af Søndag, Aller Media

Lisbeth Zornig: Min mand valgte min brudekjole

Lisbeth Zornig
Lisbeth Zornig Andersen
Foto: AOP
Lisbeth Zornig fortæller i dette interview, at hendes mand er den diametrale modsætning til hende…

Den tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, har lært meget af sin mand Mikael. Blandt andet har han lært hende om restauranterne i København, og så er det også ham, der sørger for, at hun ikke går rundt i hullede jeans.

- Mit liv har forandret sig markant, efter at jeg har mødt Mikael! Før jeg mødte ham, kendte jeg stort set ingen restauranter i København. Jeg rejste stort set ikke uden for landets grænser. Og så arbejdede jeg. Men så møder jeg altså Mikael, som er den diametrale modsætning af mig på mange måder, udefra set i hvert fald. Jeg mener: han får syet sine jakkesæt i Dubai! OG sine skjorter! Det starter ligesom der. Jeg derimod går gerne rundt i hullede cowboybukser, siger Lisbeth Zornig Andersen til ugebladet SØNDAG.

Ligner en bums på udgang

Lisbeth Zornig, 45, og forfatteren og journalisten Mikael Lindblom har kendt hinanden i seks år, men blev gift i år i juni måned. Og eftersom det er ham og ikke Lisbeth, der har bedst styr på beklædning, så endte det da også med at være ham, der fandt hendes brudekjole.

- Det er usædvanligt at se mig i kjole som i dag. Jeg køber heller ikke selv kjoler. Det er Mikael, der køber dem til mig. Min brudekjole fandt han også. Når vi kommer gående sammen, tænker jeg en gang imellem, at folk må tro, at Mikael er på udgang med mig. For jeg ligner en bums, og han ligner en verdensmand, hvilket han også er, siger Lisbeth Zornig.

Har lært hende om dovenskab

Lisbeth Zornig er ikke den eneste, der nyder godt af sin mands levevis. Hendes fem børn i alderen 11 til 24 år har også fået en række oplevelser, fordi Mikael er god til den slags. Men for Lisbeth Zornig har deres forhold betydet, at hun har lært helt nye sider af sin personlighed at kende. Og det skræmmer hende lidt.

- Det er selvfølgelig ikke bare mine børn, han giver oplevelser. Det giver han også mig. Han har lært mig at rejse. Han har lært mig at spise al mulig dejlig mad, som jeg aldrig har smagt før. Han har lært mig at nyde livet, simpelthen. I den tid vi har kendt hinanden, har jeg ligefrem oplevet, at jeg kan være doven. Jeg har prøvet bare at sidde og glo ud i luften og lade tiden gå. Jeg har også sagt til ham, at han har gjort mig doven, og at det bekymrer mig, siger hun.

Læs mere om: