29. mar. 2015
Af dkeditorial

Forfatteren Helle Stangerup er død

Helle Stangerup
Helle Stangerup
Lars H. Laursen/BILLED-BLADET
Dronning Margrethes veninde, den kendte danske forfatter Helle Stangerup er død. Hun blev 75 år gammel.

Forfatteren Helle Stangerup er søndag stille sovet ind efter længere tids sygdom.

Hun blev 75 år gammel.

Det skriver Ritzaus Bureau ifølge TV 2.

Helle Stangerup debuterede i 1967 med kriminalromanen "Gravskrift for Rødhætte", men det var først året efter, at hun fik sit endelige gennembrud med romanen "Gule handsker".

Helle Stangerup vandt flere priser

Forfatteren har foruden romaner skrevet flere manuskripter til TV-dramaer samt flere rejsebeskrivelser.

Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget flere priser for sit forfatterskab, herunder De Gyldne Laurbær for den historiske roman "Christine" og Thit Jensens Forfatterlegat.

Står bag berømt dyrepark

Nyheden om Helle Stangerups død kommer fra Knuthenborg Safaripark, hvilket der er en ganske god grund til.

Fra 1969-1979 var Helle Stangerup nemlig gift med lensgreve til Knuthenborg, Adam Wilhelm Knuth. Og det var ægteparret, der i 1969 åbnede den berømte dyrepark med eksotiske dyr.

Veninde med dronningen

Helle Stangerup var gennem en stor del af livet veninde med dronning Margrethe. De to lærte hinanden at kende på Zahles Skole, hvor de gik i klasse sammen.

Venskabet bliver nævnt i Helle Stangerups sidste bog fra 2011, selvbiografien "Bag skodderne", men ifølge en artikel på Lyngby Biblioteks hjemmeside var forfatteren altid diskret i forhold til at afsløre noget om sit royale venskab.

Helle Stangerup efterlader sig to sønner.

Hun vil blive begravet i stilhed fra Hunseby Kirke på Lolland.

Læs mere om: