Jane Aamund: Ville ønske, jeg kunne blive smertefri
- Jeg ville ønske, jeg kunne blive smertefri bare en gang imellem, fastslår den hårdt prøvede forfatter, som elsker livet - men har fået nok af operationer og smerter.
Hun har kun boet i sin nye lejlighed i Charlottenlund en uge. Alligevel sprudler Jane Aamund allerede med gode historier fra kvarteret, og hun fortæller levende om en herre, der om søndagen gik nøgen ud på altanen i ejendommen overfor og rystede sin støveklud.
- Og det i kirketiden! Mine nevøer og niecer mente, at så skulle jeg betale mere i husleje. Næh! Nu må jeg hjem og ha' lidt frisk luft i Vestjylland, klukker Jane, som normalt holder til i vindblæste Lemvig på kanten af Limfjorden.
Den 74-årige forfatter er lykkelig for sit nye hjem i København, hvor hun vil tilbringe det meste af vinteren. Hun er kommet helt tæt på sine brødre, sine børn og børnebørn, og de gode, gamle venner fra Janes glade ungdom strømmer til for at skrive sig på balkortet.
- Jeg har haft et meget hårdt år. Med mange smerter og tandoperationer. Lige nu er jeg i en periode, hvor jeg bliver ved med at have store åbne sår i halsen, fordi jeg har fået for mange stråler. Det gør meget, meget ondt at synke. Jeg lever af flydende kost og havregrød, og en stor del af dagen handler om, at jeg skal have noget at spise hver anden time, siger Jane, efter at hun elegant som altid har vandret frem og tilbage til sit nye køkken for at servere croissanter og varm chokolade med flødeskum på toppen for sine gæster. Selv nipper hun til chokoladen og et glas mælk.