1. aug. 2011
Af af Casper Nielsen

Johannes Møllehave nægter at betale bøde

Johannes Møllehave
Johannes Møllehave
Foto: Birger Storm
Johannes Møllehave vil gå i retten for at undgå at betale bøde på 800 kroner.

- Jeg agter bestemt ikke at betale. Det er dem, der skylder mig penge, siger Johannes Møllehave om den penible sag, der nu ender i retten.

Ekstra Bladet har talt med den 74-årige digterpræst, som har modtaget en bøde på 800 kroner af politiet for at forstyrre den offentlige ro og orden på Hotel d'Angleterre.

Sagen udspringer af en episode, der fandt sted i april i år. Møllehave havde været på D'anglettere og spise med en ven, men var efter personalets opfattelse temmelig højrøstet.

I dagens anledning havde Møllehave lagt antabussen på hylden, og taget sig et glas vin til maden.

Det kom han i godt humør af.

Uden for hotellet blev han imidlertid lagt i håndjern og placeret med hovedet ned i asfalten, af uniformerede betjente, der også skal have sat et knæ i ryggen på ham.

Alt det agter han at fortælle i Københavns Byret, hvor han og forsvarsadvokat Thorkild Høyer tropper op 24. oktober.

- Jeg vil føre min sag i fuld offentlighed. Politiet skal ikke have lov til at behandle en mand, der har hjerteproblemer på den måde, siger Johannes Møllehave til Ekstra Bladet, og tilføjer, at han i forsvarsadvokat Thorkild Høyer har sikret sig en advokat som det vil fryde at føre sådan en sag.

- Han har så mange drenge, der har fået tæsk af politiet og fået håndjern på, men som ikke har adgang til pressen. Jeg er dækket af medierne. Og derfor vil jeg hellere i retten end at betale en krone, siger Johannes Møllehave.

Læs mere om: