28. dec. 2013
Af af SØNDAG, Aller Media

Julie Hastrup: Derfor dropper jeg nytårsfesten

Forfatter Julie Hastrup
Forfatter Julie Hastrup
Foto: AOP
Krimiforfatteren Julie Hastrup er ambivalent omkring nytårsaften, så i år har hun planer om at droppe festerne og i stedet tage på spaophold i Sverige med familien.

Vi er mange, der har høje forventninger til årets sidste fest. Nytårsaften skal være årets fest – maden skal være helt særlig, selskabet det helt rigtige, og i det hele taget skal festen være den ultimative, ligesom fyrværkeriet skal være endnu mere farverigt og endnu større end sidste år.

Men med alle de forventninger kan man let blive skuffet. Og det har krimiforfatteren planer om at tage konsekvensen af, fortæller hun til søndag.dk.

Hvad betyder nytår for dig?

Jeg er faktisk ret ambivalent, når det gælder nytårsaften. I udgangspunktet kan jeg godt lide, at man tager afsked med et brugt år, og byder et nyt år velkommen. Men nytårsaften kan nogle gange blive for opkørt - og så er der er alt for mange, der går amok med krudtet, både før og efter.

Hvordan skal du holde nytår i år?

2013 har været et hektisk år, og i år har jeg derfor lyst til at prøve noget helt nyt. Jeg tænker først og fremmest ro, hyggeligt hotel med lækker mad, wellness og lange gåture langs kysten med mand og børn. Vi er på venteliste til at fejre nytår på Ystad Saltsjöbad, som burde kunne indfri mine ønsker. Men flere gode venner har heldigvis inviteret os til nytårsaften hos dem, hvis turen til Sverige skulle glippe.

Hvordan plejer du at holde nytår?

Jeg har ikke én særlig måde at holde nytår på, og det ønsker jeg heller ikke. Jeg forstår ikke folk, der kun kan holde nytår med de samme mennesker, og derfor ved hvad de skal de kommende 100 nytårsaftener. Det vigtige for mig er at være sammen med nogle af dem, jeg holder mest af – men det må gerne variere, hvem det er.

Er der en eller flere traditioner, du bare ikke vil undvære nytårsaften?

Det vigtigste for mig er at være sammen med min egen lille familie, vores dyr og folk vi holder af.

Det er helt klart det nære, jeg prioriterer, hvor jeg som yngre stressede rundt med veninderne til alle mulige og umulige fester og skulle nå det hele. Jeg synes også, traditionen med at høre Dronningens Nytårstale er hyggelig, og så skal man altså springe ind i det nye år - helst fra noget højt - når Rådhusuret slår sit første slag med skvulpende champagne og masser af kransekage.

Hvad er dit bedste minde fra nytårsaften?

Nytåret 2000-2001 var helt særligt. Jeg og min kæreste Morten var inviteret til en skøn nytårsfest med dejlige venner, vi var nyforelskede, Morten havde friet til mig lillejuleaften og vildest af alt: Vi havde netop fundet ud af, at jeg var gravid. Og selvom det skulle være hemmeligt lidt endnu, kom vi selvfølgelig til at fortælle det til alle, og der blev hujet og skålet. Det var magisk at sidde dér. Omgivet af fest og farver med et spirende liv i maven fuld af forventning til året, der skulle komme.

LÆS OGSÅ:

Læs mere om: