Jussi Adler-Olsen: Vintermørket tager livet af mig
Jussi Adler-Olsens vintersind deler navn med Carl Mørck, lederen af Afdeling Q i den danske forfatters verdensomspændende krimisucces, fremgår det af et interview i BT.
I morgen udkommer en ny bog "Den grænseløse" i serien om Mørck og hans trængsler med uopklarede mordsager, og samtidig har forfatteren med det mørke vinterhumør mest lyst til at at flygte ned til sin lejlighed i Barcelona, som han har sammen med sin kone.
- Det er jo alles livslange drøm heroppe i Norden - at kunne finde ned til lys og varme i de lange vintermåneder. Den drøm har jeg haft i mange år. Jeg har haft det svært om vinteren de sidste fem år. Jeg føler, at vintermørket tager livet af mig. Det kan jeg, nu hvor jeg er blevet 64, mærke bliver værre og værre, siger han til avisen.