Kendte tjener godt på at skrive børnebøger
Det er ikke nok bare at være kendt. Man skal naturligvis også kunne skrive - og så også helst have føling med børnenes univers. Men er de faktorer i orden, så er forlagene glade for at udgive børnebøger skrevet af kendte.
Og flere kendte tjener en pæn sum penge på at skrive børnebøger og dermed få andel i biblioteksafgifterne.
I BT fortæller Jesper Roos Jacobsen, der er redaktør for børnebøger på Politikens Forlag, at de kendtes ansigter er med til at få forældrene til at købe børnebøger.
-Det ville være dumt at sige, at det ikke har betydning, at Sigurd Barret titter frem på forsiden af en bog. Det betyder selvfølgelig noget, fordi det er en, der er kendt fra fjernsynet, fortæller redaktøren til avisen.
Netop Sigurd Barret, der i årevis har underholdt børnene på TV i blandt andet "Sigurds Bjørnetime" er en populær forfatter.
Flittig er han også og har skrevet hele 37 børnebøger. Blandt andre "Sigurd fortæller Bibelhistorie", der er blevet et stort hit med 80.000 solgte eksemplarer.
Selv har Sigrud Barret regnet ud, at han har solgt en halv million bøger.
- Men ud af de 37 titler er det måske fem-syv, der er blevet stående på biblioteksreolerne.
Sigurd Barret får et pænt beløb i biblioteksafgifter, men understreger at det er absolut primært sine shows, han lever af.
Hvad forfatterne tjener på deres bøger er ikke offentligt tilgængeligt, men det er bibliotekernes hitlister over, hvem der scorer mest i biblioteksafgifter. Her ligger Bjarne Reuter klart på en 1. plads med 804.210,06 kroner i 2012.
Børnepsykolog og forfatter Renée Toft Simonsen, der blandt andet har udgivet bøgerne om Karla fik, ifølge BT, 168.480,91 kroner i biblioteksafgift sidste år. Kirke- og ligestillingsminister, Manu Sareen, der har skrevet børnebøger om Iqbal Farooq fik sidste år 106.535,01 kroner. Entertainer, TV-vært og forfatter Sigurd Barret fik sidste år 58.579,52 kroner for sine børnebogsudgivelser, mens modediktatoren og forfatteren Jim Lyngvild, der blandt andet har skrevet børnebogen "Skyggernes Bog" fik sidste år 27.601,56 kroner i biblioteksafgifter.
Om et par uger får forfatterne besked om hvor meget de denne gang har tjent i biblioteksafgifter.