8. nov. 2013
Af af SØNDAG, Aller Media

Sara Blædel: Det var nedbrydende at gå på arbejde

Sara Blædel: Det var nedbrydende at gå på arbejde
Sara Blædel
Foto: AOP
Egentlig var det ikke meningen, at krimiforfatteren Sara Blædel skulle skrive bøger.

Her fortæller hun, hvordan hun kom i gang, og hvad der fortsat holder hende i gang.

Tusindevis af danskere har læst Sara Blædels krimier om kriminalassistent og leder af Den Særlige Efterforskningstjeneste Louise Rick, og det er ikke kun herhjemme, den danske krimiforfatter har fået succes. Hendes bøger bliver også solgt i udlandet.

Men egentlig var det ikke meningen, at hun skulle skrive bøger.

Skriveriet og bøgerne var en måde at slippe væk fra et job, hvor Sara Blædel ikke havde det godt.

– Jeg arbejdede på et tidspunkt på en redaktion, hvor jeg nærmest måtte tage en mentalkappe på for ikke at føle mig jordet hele tiden. Og hvis man hele tiden føler sig jordet, gør det bare, at man bliver usikker, og så bliver man dårlig til det, man laver. Jeg fatter ikke, at der er chefer, der stadig tror, de kan få andre til at performe godt med den attitude. Min erfaring er, at dem skal man bare se at komme væk fra hurtigst muligt, siger Sara Blædel til SØNDAG og fortsætter:

– Jeg ved godt, det er en forkælet holdning, dét med at sige: Så må jeg finde på noget andet. Det er ikke nemt. Det var det heller ikke dengang, jeg gjorde det. Men nogle gange her i livet er man nødt til at stoppe op og spørge sig selv: Hvad er det, jeg rigtig gerne vil, siger Sara Blædel.

Havregrød eller gode penge

Og det endte Sara Blædel med at finde ud af.

– Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at skrive. Men det var bestemt ikke noget, jeg bare gjorde. Jeg boede alene med min søn. Så jeg sagde ikke bare op, vel! Men det var nedbrydende for mig at gå på arbejde. Jeg var slet ikke, som jeg normalt var. Jeg var nødt til at gøre op med mig selv: Er det bedre at leve af havregrød og så skrive den bog, jeg gerne vil skrive, eller skal jeg blive ved, hvor jeg er, og tjene gode penge, men have det ad helvede til, siger hun.

Og det kan ikke komme som en overraskelse for mange, at Sara Blædel endte med at vælge havregrød og bøgerne.

Jeg kunne se mig selv i øjnene igen

– Jeg gik fra et supergodt job med prestige og alt muligt til absolut ingenting og en bog, der solgte 1.200 eksemplarer. Det er der ingen, der kan leve af. Men til gengæld kunne jeg se mig selv i øjnene igen, siger hun og fortsætter:

- Det interessante er så, at da jeg forlod jobbet og begyndte at arbejde på min bog, gik der ikke lang tid, før jeg blev tilbudt et andet supergodt tv-job, hvor jeg efterfølgende var en hel del år og havde det som en fisk i vandet. Jeg ved ikke, om det er naturens love. Det tror jeg jo lidt, at det er. Men nogle gange er det sådan, at når du slipper det, der gør dig til én, du ikke har lyst til at være, så dukker der andre muligheder op, siger Sara Blædel til SØNDAG.

Læs mere om: