Sara Blædel: Jeg er blevet skilt
Krimiforfatter Sara Blædel blev i begyndelsen af året skilt fra sin mand, Lars Kirchhof, skriver Ektrabladet.dk.
- Vi er stadig gode venner og taler jævnligt sammen. Han er stadig en af mine fortrolige, men gnisten var væk. Og så er det en stor fordel, at vi ikke har børn sammen. Så ville vi nok have holdt sammen, siger Sara Blædel til avisen.
Lars Kirchhoff har to døtre fra et tidligere forhold, mens Sara har sønnen Adam på snart 17 år.
Den 49-årige forfatter har nu købt eksmanden ud af huset, og alt er fordelt fredeligt mellem dem.
- Vi havde en ægtepagt og alt er foregået helt efter bogen, siger hun og understreger, at der ikke er nogen tredjepart indblandet.
Sidste år døde Sara Blædels gamle forældre med tre dages mellemrum. De betød meget for hende, men deres bortgang har ikke haft nogen indflydelse på skilsmissen. Hverken for eller imod.
- Det tænkte vi da også lidt på. Men man skal jo ikke blive sammen, fordi der ligger et hårdt år bag en. Vi har truffet en beslutning, og nu står jeg stærkt efter det hårde år. Der er kommet en ny energi. Det havde selvfølgelig været anderledes, hvis vi var blevet skilt i bitterhed, men vi er begge kommet styrket ud af det, siger Sara Blædel til Ekstrabladet.dk.