Sara Blædel: Jeg var ordblind og genert

En ukendt 28-årig Sara Blædel kørte i 1992 rundt i sin Peugeot 309 til alle landets boghandlere uden at have en aftale på forhånd.

Hun prøvede at sælge de bøger, hun udgav i sit nyetablerede forlag Sara B. Hun besøgte ti boghandlere om dagen, og det var en stor overvindelse for en indadvendt ung kvinde at prøve at sparke døren op så mange steder.

Ofte uden det store held.

– Dengang var krimigenren ikke populær, så boghandlerne købte ikke rigtig noget af mig. Nogle købte – sikkert af medlidenhed – fire bøger, som jeg tjente 10 kr. på, og boghandlerne understregede, at ingen gad læse krimier. Derfor blev mit slogan: »Hvis det er spild af tid at læse krimier, så spild kun tiden på krimier, der er værd at læse«. Jeg kørte rundt til alle boghandlerne to gange om året. Jeg gjorde det i krimiens tegn, for jeg har altid brændt for krimier, siger hun til SØNDAG.

Mille Dinesen ville købe ind i nattøj, hvis hun kunne. Læs hvorfor her

Takker for chancen

D. 9. maj 2015, modtog den nu 50-årige og succesfulde bestsellerforfatter boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, for »Kvinden de meldte savnet«, det sidste bind i serien om kriminalassistent Louise Rick.

I sin tale takkede prismodtageren boghandlerne, der i dag køber pallevis af hendes bøger, for at have givet hende en chance for så mange år siden.

Susanne Bier ser sig selv som verdens dårligste husmor. Læs interviewet på søndag.dk

Ordblindhed og negativ lærer

Det har krævet hårdt arbejde, tid og penge at slå igennem som forfatter først herhjemme og senere i udlandet. Ikke mindst fordi Sara Blædel er ordblind.

– I 7. klasse fik jeg en meget negativ udtalelse fra en lærer, der kommenterede min ordblindhed. Min far, der var ordblind og også Cavlingprisvindende journalist, sagde til læreren: »Du må ikke fjerne min datters lyst til at fortælle historier«. Det var godt sagt, for selv om jeg var glad for at gå i skole, hadede jeg at læse op i klassen, siger hun til SØNDAG.

Føltes som et overgreb

Jeg var genert og følte mig dårligere end de andre, og jeg ville ikke udstilles på den måde. Puha, jeg husker stadig den lange vej op til tavlen, når jeg blev udvalgt til at skulle stave foran klassen. Jeg får helt ondt i maven af at genfortælle det i dag, for det føltes som lidt af et overgreb. Det er også derfor, jeg ikke læser op i dag. Mange forfattere læser højt for publikum. Jeg er ikke en af dem, siger hun til SØNDAG.

Ulla Essendrop kan hverken svømme eller lave mad – læs interviewet på søndag.dk