8. nov. 2016
Af John Lautrup

TILLYKKE: Jane Aamund fylder 80 år

Jane Aamund
Jane Aamund
Foto: Hanne Juul
Jane Aamund døjer med sygdom, men holder hovedet højt og klynker ikke. For nylig udgav hun sågar en ny bog.

Jane Aamund er en sej dame, som trods sygdom har formået at holde liv i både sig selv og sit gode humør.

Og i dag kan hun så fejre sin 80 års fødselsdag i den glade vished, at tusindvis af læsere har fornøjet sig med hendes historier, der strutter af al den livskraft, der kendetegner hende selv.

Jane Aamund slog igennem med slægtstrilogi

Oprindelig journalist slog hun igennem med den folkelige slægtstrilogi "Klinkevals" (1989), "Juliane Jensen" (1990) og "Oven vande" (1992) om livet på Christianshavn omkring 1900.

Og hun blev en af Danmarks helt store bestsellerforfattere med "Colorado drømme" (1997). Heri beskriver hun sit passionerede kærlighedsforhold til en amerikaner, og hun sparer ikke på krudtet, hverken når det gælder de erotiske beskrivelser eller gengivelsen af ægteskabs- og familiekonflikter.

Siden er fulgt en stribe bøger, der alle har fundet en stor læserkreds. Senest har hun udgivet bogen "Mine egne veje", hvor hun underholdende og morsomt fortæller om sine møder med dronningen, overklassen og andre kendte danskere.

Klynker ikke trods sygdom

På mødrene side stammer Jane Aamund fra Lemvig, og her er hun igen vendt tilbage til for at leve sine sidste år. År, som strubekræft desværre gør plagsomme. Men hun holder hovedet højt og klynker ikke.

LÆS OGSÅ: Jane Aamund vil søge aktiv dødshjælp

Jane Aamund har været gift tre gange og levet papirløst med sin amerikanske mand fra "Colorado drømme". Men hendes livskraft krævede flere end fire mænd. Hun har dyrket en sværm af elskere, som hun åbenhjertigt har udtalt, at hun ikke har tal på. Hun er søster til erhvervsmanden og samfundsdebattøren, Asger Aamund.

Stort tillykke til Jane Aamund.

Læs mere om: