Lotte Andersen rejste til Grønland for at undervise
I foråret skiftede Lotte Andersen de københavnske sceners skrå brædder ud med det flade gulv i kulturhuset i den grønlandske by Ilulissat. Her boede hun i en måned og afviklede en teater-workshop for børn og unge, der skulle skabe deres egen forestilling.
"Jeg har brug for at skifte område og mærke, at jeg er rodfæstet i verden og ikke behøver at være spærret inde i en lukket garderobe, hvor alt er blevet VIP. Jeg vil gerne mærke, at jeg er forankret i noget, der giver mening," fortæller Lotte Andersen til Where2Go om grunden til det utraditionelle projekt.
Og skuespillerinden er ikke i tvivl om, hvad de 30 dages dramaundervisning gerne må resultere i: "Hvis der er bare én ud af de 17 børn, der får lyst til at gå videre med det, de har lært - så er det super godt," fastslår Lotte Andersen i Where2Go.