25. jul. 2011
Af af Lisbeth Grube

Lotte Thors dejlige baby-sommer

Lotte Thor Høgsberg
Den vidtstrakte sandkasse ved Skodsborg Strand er et hit. Også for Lotte. – Jeg kan godt li’ at lege med børnene.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
40-årige Lotte Thor Høgsberg har hænderne fulde, men vil nyde hvert sekund af sin sommer.

For bare to somre siden stod Lotte Thor Høgsberg brud med spirende liv i maven. I dag sidder TV-værten med to skønne børn i vandkanten på Skodsborg Strand tæt på hjemmet, hvor hun bor med manden Andreas.

- Ja, det er gået stærkt, men det er fuldstændig fantastisk at blive mor igen. Nu er vi en rigtig kernefamilie. På mange måder er det et helt nyt liv, og jeg er virkelig på dybt vand mange gange som mor - så det er fedt at opleve, at jeg klarer det, siger Lotte, mens Olivia på seks måneder og Adam på to år sander til med fryd.

Her ved Øresunds blå tilbringer familien mange af de lune eftermiddage og aftener. Med at spise, skovle sand og studere tog på Kystbanen. Senere byder sommeren på bilferie til Gardasøen i Italien med to vennepar og endnu flere børn. Lotte og Andreas elsker at rejse, så børnene kommer med på farten fra en tidlig alder.

- Nu er sommerferien så bare på børnenes præmisser. Sidste år var vi med Dansk Folkeferie på Malta, og det havde hverken min mand eller jeg nogensinde troet skulle overgå os. Men det var både hyggeligt og sjovt, og det var dejligt at møde andre mennesker med børn, siger Lotte.

Ikke en husmor

Nyhedsværten på DR Update rundede 40 år, dagen efter hun fødte Olivia, og siger selv, at det var sidste udkald for at blive mor til to. Fordi hun er sent ude, er der til gengæld erfaringer og hjælp at finde hos veninderne, som alle har børn.

- Min bedste veninde har fire børn, så der er masser af råd at hente. Jeg er ikke husmor med stort H, for jeg har ikke i årevis praktiseret at stå med frikadellefarsen eller den hjemmelavede grød. Jeg er blevet mor i en høj alder, og med det arbejdsliv jeg har haft, har jeg mest været til kantinemad og caféliv. Så der er mange nye ting at lære, smiler Lotte.

Ifølge TV-værten er der både fordele og ulemper ved at være småbørnsmor som 40-årig.

- Rent fysisk må jeg indrømme, at jeg godt kan mærke, at jeg er blevet ældre. Omvendt kan jeg mærke det gode ved roen, man får med alderen. Jeg føler ikke, jeg går glip af noget. Jeg har været rigeligt i byen og rejst meget. Når en eller anden ny restaurant åbner, tænker jeg: Ja, ja, jeg har jo været der! I stedet går vi til fester med vores venner på en anden måde. Vi render til 40-års fødselsdage hele tiden og prioriterer at mødes med vores børn.

Læs mere om: