Louise Wolff nyder udsigten i Nyhavn
I mandags sendte Aftenshowet for første gang fra det nye studie i Nyhavn. Flytningen fra den gamle adresse på Rådhuspladsen skyldes blandt andet, at busterminalen skal rives ned, og der skal bygges metro på stedet. Og værten Louise Wolff, der havde vagten den første dag sammen med Mads Steffensen, er rigtig glad for de nye lokaler.
- Det er lidt som at få rent sengetøj på. Alt er lækkert og fint. Studiet er rigtig flot, og der er god plads. Der er selvfølgelig mange tekniske ting og rutiner, som lige skal køres ind, men vi er rigtig glade for det. Og udsigten er fantastisk: Til Nyhavn på den ene siden og vandet, Skuespilhuset og Operaen på den anden side. Jeg glæder mig til sommer, hvor jeg efter arbejde skal sidde i Nyhavn og nyde en kold øl og solnedgangen, smiler Louise.