Mads Christensen og konen åbner hjemmet for alle
Mads Christensen har efterhånden fået mange prædikater; Danmarks bedst klædte mand, modeekspert og -politi, foredragsholder, men vi kender ham alle bedst som "Blærerøven".
For 12 år siden mødte han sin nuværende hustru Camilla Barner-Christensen. Sammen har de tre børn, som de bor sammen med i et parcelhus i Søllerød, men ifølge Camilla er det sjældent, at det kun er familien på fem som er i huset.
- Og så har vi et åbent hjem med et rend af mennesker, fortæller hun i et interview med Femina.
Der er plads til alle hos familien Christensen - også mennesker som de ikke kender.
- For nylig bankede en mand på, og jeg bød ham indenfor til et glas vin, for jeg regnede med, det var én, Mads kendte. Mads hilste da også hjerteligt og bød ham på middag - og spurgte så, hvad han hed! Da gik det op for mig, at Mads troede, det var en af mine bekendte, siger Camilla til Femina.
Det viste sig at være en mand, der bare ville have en autograf, og han takkede pænt nej til at spise med.
- Sådan er det hos os, man kan altid bare komme forbi, fortæller Blærerøvens kone.