Maria Montell: Måske får vi nummer fire
Hun kan ikke lukke den helt. Tanken om at få flere børn. For Maria Montell er det nemlig en kæmpe gave at være mor til tre, og selv om hun aldrig havde forestillet sig, hun skulle have så mange, kan hun ikke med garanti sige, at det ikke godt kunne blive til en mere. Det fortæller hun i et stort interview i Vores Børn (link fjernet).
- Når jeg ser på de tre børnesæder i bilen, føler jeg mig så rig. Det er vildt hårdt at have børn, men det er også så givende. Du er aldrig mere alene i verden, selv om man godt nogle gange kunne ønske sig det. Altså at der bare var en brandtrappe, for de kan da selvfølgelig gøre mig sindsyg, hele bundtet. Men man kan jo ikke længere bare skride, når man har børn , man er nødt til at deale med det, siger hun til magasinet.
Da hendes bror og hans kone fik barn nummer tre, tænkte Maria Montell ‘hold da op, skal de virkelig det?’.” Men efter hun selv havde fået de to første, ville hun faktisk gerne have en mere, og efter den yngste kom til verden sidste år, kan hun stadig ikke med sikkerhed sige, at der ikke kommer flere. Foreløbigt er hun mor til krudtuglerne Villum, syv, Smilla, fem og Lilly, et. Alle tre børn har hun med filminstruktøren Tomas Villum Jensen.
Og sangerinden stråler, når hun taler om sine børn, og med en mand, der ofte rejser i forbindelse med sit arbejde, er hun blevet meget effektiv derhjemme og mindre servicemor, og hun er ikke bange for at lade sine børn mærke konsekvenserne, hvis de laver ballade. I to uger fik Willum ikke lov at spille wii, efter han havde ”gemt” sig på færgen, da Maria var på vej hjem alene fra Nordjylland med sine tre børn. Mens hun styrtede rundt med Smilla og Lilly og kaldte på ham, ignorerede han hende, mens han stod og kiggede på bølgebrus, og kom først daskende, lige inden de skulle køre fra færgen. Sanktionen var ingen wii i to uger, og det holdt sangerinden fast i.
- Jeg stiller også flere krav til Villum og Smilla, efter at Lilly er blevet født. De er med til at hente brænde og skal rydde op på deres værelser, og jeg kan mærke, det er godt for dem. De vokser af det, siger Maria Montell om opdragelsen af sine børn.