Mascha Vang jubler: Vi skal have en pige
Mascha Vang og kæresten, racerkører Nicolas Kiesa, afslørede for nylig, at de skulle være forældre for første gang. Nu kender parret også kønnet på den lille ny.
- Jeg har hele tiden været 100 % sikker på det var en pige - det kunne jeg bare fornemme. Men også fordi jeg fra første dag har været enormt plaget af kvalme, og alle andre tænkelige graviditetsplager. I sidste uge var vi så til scanning, for at se om det nu også var rigtigt. Og det var det. Vi skal have en lille pige, skriver hun på sin blog på Starlounge.
TV-kendissens verden er vendt fuldstændig rundt. Hun er blevet så bidt af at kigge efter babyting at det næsten skræmmer hende.
Folk siger at ens liv forandrer sig meget når man får børn. NÅR man får børn? Ork, jeg er i fjerde måned, og mit liv er vendt helt op og ned. Aldrig havde jeg troet at jeg skulle bruge så lang tid på at Google kvalitet af farvede stofbleer. Holy moly, det er helt anderledes interesser man pludselig får, skriver hun i sin blog (link fjernet).