20. sep. 2022
Af Sofie Nymand

Matadors Laura er gået bort: Elin Reimer blev 94 år gammel

Elin Reimer spillede kokkepigen Laura i "Matador"
Elin Reimer spillede kokkepigen Laura i "Matador"
Foto: Ritzau Scanpix
Skuespiller Elin Reimer er gået bort, 94 år gammel.

Gennem et langt liv var Elin Reimer en af Danmarks folkekære skuespillere.

Hun satte sig i danskernes bevidsthed som Laura – familien Varnæs’ autoritetstro og autoritære kokkepige. Og siden tonede hun frem i børnefamiliernes stuer som den hidsige fru Olsen i "Krummerne".

Nu er Elin Reimer gået bort.

Det oplyser familien til DR.

Lørdag sov Elin Reimer stille ind i sit hjem i Virum.

I løbet af sit liv som skuespiller medvirkede hun både på teater og i film og tv. Allerede som 12-årig stod hun på scenen som skuespiller ved Politikens Børneteater, og siden blev hun uddannet fra de Frederiksbergske Teaters Elevskole i 1948.

Efterfølgende brugte hun årene på både Aalborg Teater og Aarhus Teater. Ligesom hun i 13 år var en del af ensemblet på Det Kongelige Teater.

Som bekendt kastede Elin Reimer sig også ud i film og tv, hvor hun gjorde sig bemærket som alsidig skuespiller.

Efter en lang og flot karriere, der gav hende Ridderkorset i 1984, trak Elin Reimer sig tilbage fra rampelyset.

Nu er hun gået bort 94 år gammel.

Læs mere om: