Medina: Jeg ville hjælpe hele verdenen hvis jeg kunne
Medina og Søren Rasted er i hopla og glæder sig til "Danmarks Indsamling 2012", som foregår i Koncertsalen og vises direkte på DR1 i aften kl. 19. De 12 største hjælpeorganisationer samler ind for at hjælpe børn på flugt i Afrika, og aftenens værter er Louise Wolff og Mads Steffensen.
Dog skal Medina og Søren også være værtspar for en time og konkurrere om at samle flest penge ind mod populære James og Adam Price, der også får en time til formålet.
- Vi vil gerne hjælpe ikke blot Afrika, men hele verden, hvis vi kunne det, men dette program giver også mulighed for at samle vildt mange penge ind. Det er jo en positiv konkurrence, fastslår Medina, der glæder sig til at dyste mod brødrene Price.
- Jeg har ikke mødt dem før, men jeg kan godt lide deres programmer, fordi de er lidt skøre i bolden og for eksempel konkurrerer om, hvem der har flest køkkenmaskiner. Det lyder i og for sig lidt kedeligt, men det var faktisk ret sjovt, dengang de gjorde det på TV, fordi det er helt vildt at have 30 forskellige og nogle af dem meget gamle, fordi de ikke nænner at skille sig af med dem. Det er ret skægt. Jeg har også selv mange køkkenmaskiner derhjemme, og jeg elsker mad - og at lave den, smiler Medina.