
Merete Mærkedahls kendte veninde har overtaget hendes garderobe

Merete Mærkedahl har tilbragt de sidste fem somre på scenen i Cirkusrevyen, men nu er det slut.
Den 43-årige skuespiller er ikke en del af revyholdet til næste år.
I stedet kaster hun sig ud i musicalgenren, hvor hun skal spille hovedrollen som Sus i ”Den eneste ene”.
- Jeg glæder mig til at have ferie nu, og næste år har jeg også sommerferie. Det bliver dejligt, lød det med et smil fra Merete Mærkedahl, da BILLED-BLADET mødte hende til premieren på filmen ”Hood”, hvor hun selv spiller en lille rolle.
Her fastslog ”Badehotellet”-stjernen også, at hun er fuldt ud tilfreds med det nye revyhold.

Det viser sig nemlig, at hun har en tæt relation til den kendte skuespiller, som overtager hendes plads i Cirkusrevyen i 2026.
- Min veninde Johanne Louise Schmidt overtager min garderobe ude i revyen nu, lød det med et smil fra Merete Mærkedahl, som tilføjede:
- Så hende glæder jeg mig til at se til næste år.


Johanne Louise Schmidt er kendt fra tv-serier som ”Borgen”, ”DNA” og ”Hvide Sande 2”.

