Mette Bluhme Rieck og Kasper Nielsen udfordret efter flytning: Nu er der kun en uge til
Mette Bluhme Rieck, kæresten Kasper Nielsen og sønnerne Viggo og Bille flyttede i begyndelsen af måneden ind i deres nye hus, som er blevet renoveret fra 1. sal til kælder.
Men lige nu er kun førstesalen klar, og det er der, de opholder sig, fortalte Mette Blume Rieck, da hun fulgtes med Kasper Nielsen, vurderings- og salgsdirektør samt auktionarius hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, til Jesper og Alexa Bruun Rasmussens afskedsreception fredag.
Venter på køkken
- Vi er flyttet ind på første sal, så vi er i den fase, som mange nok vil kunne nikke genkendende til, hvor vi har et badeværelse, men ikke et køkken. Så jeg har købt et kogeblus i Ikea, som står i vindueskarmen på det ene værelse, og så vasker vi op i bruseren indtil videre. Det har vi gjort i 14 dage nu, og om en uge har vi et køkken, så vi glæder os rigtig meget, forklarede hun med et smil.
Krævende tid
- Det er en krævende proces med to små børn. Så jeg glæder mig rigtig meget til at indtage vores stueetage om en uges tid. Og så mangler vi bare kælderen, lød det endvidere fra hende.
- Al tid og energi, penge og mentalt overskud ligger pt i det hus og i at holde ungerne og livet flydende og være der for dem. Det er altid skørt med sådan en flytning, så vi prøver bare at være så meget tilstede for børnene, som vi kan. Og lige så snart, de er puttet, så løber vi rundt og pakker kasser ud.