29. aug. 2008
Af af Signe Ravn
Mette Walsted Vestergaard er hestepige
Privat danner Mette Walsted Vestergaard par med Michael Kristiansen, der er tidligere spindoktor. Han må finde sig i, at hun bruger op til 20 timer om ugen på sin hest.
Foto: Lars H. Laursen
TV Avisens Mette Walsted Vestergaard altoverskyggende hobby er hendes hest, som hun bruger til spring og dressur.
På skærmen er TV Avisens Mette Walsted Vestergaard top-poleret, men privat er hun ikke bange for at blive beskidt. Mette veksler dagligt TV Avisens varme sæde med en saddel, når hun rider på sin egen hest. Det fortæller hun i ALT for damernes puls-magasin.
"For det meste kører jeg op til hesten, inden jeg skal på arbejde. Men af og til kan jeg først nå det efter at have været i studiet. Så ankommer jeg med fuld makeup - og fem minutter senere er jeg møgbeskidt," fortæller TV-værtinden, der elsker at ride, fordi sporten er i kontrast til hendes stillesiddende job:
"Som journalist og studievært er jeg 'oppe i mig hoved' hele tiden. Når jeg rider på min hest, er jeg tvunget til at være i kroppen - og helt til stede i nuet."