Michael Olesens svære valg
Det er ikke nemt at have to fuldtidsjob og prøve at stifte familie samtidig, så længe der kun er 24 timer i døgnet.
Det har ingeniøren og danseren Michael Olesen måttet erkende, og dilemmaet "dans eller job" havde han med sig i Kanal 4-programmet "Nærkontakt", hvor tre clairvoyante stiller sig til rådighed til at svare på nogle af livets store spørgsmål.
I programmet fortalte han, at det at prøve at stifte familie med sin kæreste, Joan Divine, overskygger alt, og at han gerne vil opgive lidt af dansen, hvis der følger en familie med.
Hvad med "Vild med dans"?
Fra de clairvoyante lød det, at han nok ikke kommer til at gå ind i dansen med lige så meget tid.
- Jeg har godt nok gjort mig mange tanker efter optagelserne, for det var en vild oplevelse. Og jeg er ikke kommet frem til, at jeg skal droppe dansen, for den er en kæmpe del af mig og giver mig meget glæde og gode oplevelser. Jeg har dog endnu ikke overvejet, hvad jeg gør, hvis jeg bliver tilbudt at være med i "Vild med dans" igen, fortæller Michael Olesen, der tidligere indrømmede, at han havde overvejet at takke nej til den seneste sæson, hvor han altså i stedet for gik hen og vandt.
Michael Olesen tilbage efter orlov
Danseren er netop vendt tilbage til sit job i entreprenørfirmaet MT Højgaard efter 10 måneders orlov, hvor han har undervist i dans - og vundet "Vild med dans".
De færreste ved, at han har en mastergrad i byggeledelse.
- Det er dejligt at være tilbage på arbejde, men jeg skal lige ind i rutinerne - håndværkerne står jo klar på byggepladsen klokken syv, og jeg har vænnet mig til at sove til klokken ni! siger han.
Michael Olesen underviser i Spanien
Men selv om han er glad for at være tilbage på sit arbejde, har han stadig mange danseevents. Han er for eksempel netop taget til Spanien, hvor han giver den som danseekspert til eventet "Dans under palmerne".
- Det er ikke planen, at jeg skal tilbage til det gamle med både dans og arbejde på fuldtid. Jeg har haft to fuldtidsjob i 12-15 år, og det skal jeg ikke tilbage til, siger han.
Hvad der konkret skal ske, er han ikke helt kommet frem til, men han arbejder på det.
- Jeg prøver at mærke efter, hvad der gør mig glad. Men jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer.