Mikkeline Kierkgaard flytter hjem til Danmark
Efter syv år i Tyskland og med en flot skøjte-karriere bag sig flytter den nu 25-årige Mikkeline Kierkgaard tilbage til Danmark.
- Jeg har fundet en lille lejlighed i København, og jeg flytter ind om 14 dage. Nu starter et nyt kapitel i mit liv, fortæller Mikkeline Kierkgaard.
Hun var i en årrække forlovet med sin tyske skøjtepartner Norman Jeschke, som hun boede sammen med i Berlin, men forholdet gik i stykker for et år siden, og nu vil Mikkeline tilbage til sit fædreland.
- Jeg vil søge ind på instruktør-linjen på teaterskolen. Jeg har optrådt hele mit liv, så på den måde ligger det ikke så langt fra det, jeg er vant til, men jeg ved, det er et nåleøje at komme igennem. Alligevel prøver jeg, siger den håbefulde skøjteprinsesse, der har et par andre projekter på tegnebrættet, hvis instruktør-linjen ikke lykkes. I første omgang ser hun frem til at starte sit nye liv i Danmark.