26. feb. 2023
Af Julie Nolsöe

Minister skulle have været med kronprinsparret på rejse til Indien: Tvunget til afbud i sidste øjeblik

Magnus Heunicke/Kronprinsparret
Magnus Heunicke/Kronprinsparret
Foto: Dan Mariegaard/Hanne Juul
Der skulle have været endnu en person med på den rejse til Indien, som kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er på i disse dage

På grund af et brud på en gentlemanaftale, måtte miljøminister Magnus Heunicke lørdag aflyse en planlagt tur til Indien.

Fem partier har nemlig sammen ophævet en gentlemansaftale, som ellers betyder, at det er muligt for medlemmer af folketinget at være fraværende, når der er afstemninger i folketingssalen.

Der er tale om partierne SF, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som sammen har besluttet, at det ikke vil være muligt at være fraværende fra folketingssalen under den kommende afstemning om afskaffelsen af store bededag.

Derfor valgte miljøminister Magnus Heunicke at melde afbud til rejsen til Indien.

Han trak sig officielt lørdag aften, hvor Miljøministeriet sendte meldningen om afbud i en sms til TV 2.

- Miljøministeren deltager ikke i det planlagte erhvervsfremstød grundet opsigelsen af clearingaftaler i forbindelse med afstemningen af afskaffelsen af store bededag, lyder fra Miljøministeriet, som ikke har mere at tilføje.

Udover kronprins Frederik og kronprinsesse Mary deltager også en række repræsentanter fra dansk erhverv på turen til Indien, som er et led i et dansk eksportfremstød.

På rejsen vil kronprinsparret blandt andet være værter for en stor festmiddag for både indiske og danske forretningsfolk.

Læs mere om: