24. maj. 2011
Af af John Lautrup

Modige Mette Lisby tog springet til udlandet

Mette Lisby
Mette Lisby
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Mette Lisby har det mere end godt i Los Angeles med sin mand, Jesper Bæhrenz.

Hvem tør? Mette gør. Mette Lisby, 43 år, er et lysende eksempel på, at lykken kan være at turde. Turde springe, hvor andre ville standse. Hun var TV-stjernen over dem alle. Alligevel bøjede hun i knæene, satte af og sprang. Væk fra det hele.

Efter det store spring for syv år siden landede Mette Lisby og hendes mand, Jesper Bæhrenz, i London. Da de havde fået fodfæste her, sprang de igen. De rykkede i 2009 deres fælles idékraft til L.A. i Californien, hvor de driver deres firma, Vive Productions, som udvikler TV-koncepter og brædtspil.

- Jesper og jeg har kørt vores egoer af i Danmark og er ikke flyttet til Los Angeles for at slå igennem, men fordi byen byder på et inspirerende miljø og masser af muligheder i underholdningsbranchen. Og vi har slået hul igennem. Lige nu er vi ved at udvikle comedy-programmer for flere store produktionsselskaber, fortæller Mette Lisby glad.

Vi er meget forskellige
Ikke alle ægteskaber ville kunne holde til, at mand og kone går op og ned ad hinanden altid. Men lyset i Mette Lisbys øjne får en helt særlig glans, når hun taler om Jesper.

- Vi er ens nok, til at det kan fungere og forskellige nok, til at det er spændende, lyder hendes kortfattede forklaring på deres ægteskabelige og arbejdsmæssige lykke.

- Temperamentsmæssigt er vi forskellige. Jesper kan godt hidse sig op, men det er overstået på 10 minutter. Hvorimod jeg kan gå og varme op til at være sur dagen efter og bruge lidt længere tid på at få det overstået. Vi kan sagtens være uenige og skændes, men som med alt andet skal besværet være umagen værd. Og det er det helt bestemt i vores tilfælde.

Manden i mit liv
Kærlighed overvinder som bekendt alt, og uden at blinke giver Mette Lisby sin mand æren for, at alt er, som det skal være i hendes liv.

- Jeg er glad for det, jeg har nået og har ikke noget, jeg skal bevise. Det største er, at jeg har fundet ham, jeg skal være sammen med. Det giver bare så meget ro i forhold til alder og alt muligt andet. At vi har rejst ud sammen har også styrket vores forhold. Hvis noget ikke lykkes på arbejdet .., nåja, og hvad så.

Læs mere om: