Agnes Obel frygtede karrieren var slut
Nu er det slut som sanger, tænkte Agnes Obel, da en lydprøve gik galt sidste år.
Lyden fra højtalerne omkring hende sendte tre gange så høje og skingre toner ud lige i hovedet på den unge sangerinde, at hun bagefter kunne høre en hyletone inde hovedet, som bare blev ved og ved.
- Jeg kunne godt mærke, at der var noget galt, men jeg spillede koncerten færdig og håbede, at det ville fortone sig i løbet af aftenen, fortæller hun til Newspaq.
Men den ubehagelige tone blev ved og ved i seks uger, og derfor frygtede Agnes Obel, at hun havde fået tinnitus, og dermed var færdig som sanger.
- Jeg kunne ikke høre de små detaljer i musikken, og det skræmte livet af mig. På det tidspunkt valgte vi at aflyse mine efterårskoncerter, og jeg måtte også opgive at gå i studiet og indspille på min nye plade. Jeg var bange for at min hørelse aldrig kom igen, siger Agnes Obel, som heldigvis i dag ikke har nogen mén fra dengang.
Tværtimod er hun aktuel med et nyt album med titlen "Aventine" i slutningen af september.