Alle tiders største kærlighedssang: Kim Larsen med Kvinde Min
Det er 40 år siden, vi første gang hørte Kim Larsen synge "Kvinde min, jeg elsker dig/ og jeg ved, du elsker mig ...". Den har ligget på pladespillerne tusindvis af gange - og mange kassettebånd er blevet slidt tynde, når vi skulle høre den igen og igen. Der var da heller ingen tvivl, da Danmarks Radio afholdt en afstemning om hvilken kærlighedssang, der er alle tiders største. Flere end 12.000 stemte på "Kvinde min" blandt de 10 nominerede - og det overrasker slet ikke Master Fatman, der sammen med radioværten Julie Bundgaard havde valgt de 10 sange ud.
- Jeg er glad for, at det er den. For om 25 år, når verden ser helt anderledes ud, og vi måske ikke engang taler dansk mere, så vil der stadig være nogen, der synger denne sang, siger Master Fatman til dr.dk. - "Kvinde min" er super nærværende, men også storladen, lige som kærlighed også kan være. Det kan sagtens spilles i et lille klubværelse i Vejle, men den kan også spilles på et kæmpestort stadion, mener Master Fatman.
På listens andenplads ligger Whitney Houston med sin version af "I will always love you" - efterfulgt af Sinead O'Connor med "Nothing compares 2 U".