Anna David blev gravid ved en fejl
Sangerinden Anna David fik et chok, da hun som 25-årig opdagede, at hun og kæresten Christian ventede barn.
Parret havde kun kendt hinanden i seks måneder og selvom det altid har været Annas drøm at få børn, begyndte den del af livet alligevel for tidligt. Det siger sangerinden til Alt for damerne.
Ifølge lægen skyldes "uheldet", et skift mellem to typer p-piller, der havde lavet kludder i hormonerne.
Reaktionen på graviditetstestens resultat var en masser "fuck"´er og udbruddet: Det kan ikke passe!
Alligevel var der ingen tvivl om, at hun ville beholde barnet.
- Jeg var slet ikke i tvivl: Hvis det var sådan, det var, så var det sådan. Jeg måtte tage mit ansvar, og som 25-årig syntes jeg ikke, jeg kunne forsvare over mig selv at få en abort. Man skal også passe på, at man ikke leger for meget med skæbnen. Der måtte være en grund til, at et barn ville til verden hos os, siger Anna David til ugebladet.
I dag kunne hun slet ikke forestille sig et liv uden lille Alba.
- Det er 100 procent den ultimative kærlighed. Man kan aldrig elske nogen højere, tror jeg. For hver dag der går, er det, som om kærligheden til hende bare vokser og vokser. Jo vildere bliver jeg med hende. Jeg kan næsten ikke rumme det. I mit liv er det uden tvivl det største, det vildeste og det bedste, der er sket.