27. mar. 2011
Af af Hanne Rask

Anna David: Jeg glæder mig til at blive mor

Anna David
Anna David
Foto: Lars Laursen
Der er tre måneder til, sangerinden Anna David skal nedkomme med sin førstefødte, og hun kan næsten ikke vente...

- Jeg er først sat til den 6. juni, men det måtte gerne være nu. Jeg kan næsten ikke vente længere. Jeg glæder mig så meget til at møde hende, siger sangerinden Anna David, der ved, at hun venter en datter. Med sin efterhånden store mave var hun forleden til pressemøde i Tivoli, hvor hun er blevet hyret til at spille hovedrollen som Sandy i musicalen Grease, når den får premiere til februar næste år.

- Det er første gang, jeg skal være med i en musical, så det bliver spændende. Ikke mindst fordi jeg også skal danse! Heldigvis er min datter jo så stor på det tidspunkt, at det ikke bliver noget problem, at jeg skal arbejde. Jeg har allerede hyret både mine forældre, der bor på Møn, og min kæreste Christian til at passe barn, så det bliver fint. Det var meningen, jeg skulle på en stor sommer-turné med min musik, men jeg blev gravid, så jeg har droslet gevaldigt ned. Men jeg skal stadig ud at spille, så må hun bare med. Jeg har dog tænkt mig at dedikere mig 100 % til hende, når hun kommer, siger Anna David, der for bare et år siden mødte sin kæreste, Christian, der er far til den lille ny.

Både hurtigt og uventet fandt de ud af, at de ventede barn, men heldigvis går det godt med kærligheden, og det vordende forældrepar er i fuld gang med forberedelserne til deres familieforøgelse.

- Vi har haft et lille hygge­projekt med at lave børneværelse i vores lejlighed. Christian, der er uddannet flymekaniker, er en god håndværker, så han har været i gang med at renovere. Vi har dog ikke indrettet værelset endnu. Christian synes, det er lidt for tidligt, og selv er jeg faktisk også lidt overtroisk med den slags, så vi venter lidt endnu, selv om jeg virkelig har lyst til at gå i gang, smiler Anna David.

Læs mere om: