11. jun. 2012
Af af Hanne Rask

Anne Gadegaard har mistet sine nærmeste

Anne Gadegaard
Anne Gadegaard.
Foto: AOP
Barnestjernen, Anne Gadegaard, fortæller åbent om, hvordan kræft har taget hendes mor og mormor.

- Jeg var lige ved at besvime, da min mor døde. Jeg var nødt til at lægge mig ned, fordi jeg havde så meget smerte og hovedpine. Det var så surrealistisk at vågne næste morgen, og hun bare ikke var der!

Har man fulgt med i Børne-MGP, husker man den søde 11-årige Anne Gadegaard, der i 2003 vandt med sangen "Arabiens drøm". Der har siden været stor musikalsk succes i den nu 20-årige sangerindes liv, men hun har også måttet gennemgå to store sorger over de sidste par år. I 2010 mistede Anne Gadegaard sin elskede mor, som altid var ved hendes side, når hun var ude at optræde eller gav interviews, og for bare tre uger siden døde hendes mormor, som hun var lige så tæt på.

- Jeg gik i stykker indeni, da min far ringede og fortalte, min mormor var død. Kører du i bil lige nu, spurgte han flere gange, da han ringede. Nej, sig det nu bare, svarede jeg. Og så kunne jeg ellers slet ikke kapere, hvad han fortalte mig. Jeg smed taske og computer fra mig og lagde mig ned og råbte, skreg og hulkede, fortæller Anne Gadegaard til bt.dk.

Ligesom det var tilfældet med Anne Gadegaards mor, døde også hendes mormor af kræft, men lægerne havde ikke opgivet at helbrede hende, så at hun skulle dø, kom som et chok for Anne. Hendes mors død var i højere grad ventet, fordi hun havde fået konstateret kræft fem steder i hjernen. Hun fik et år at leve i, fra kræften blev opdaget. Men selv om moderens død var ventet, var den i lige så høj grad chokerende for den dengang 18-årige Anne Gadegaard.

At de to vigtigste kvinder i hendes liv begge døde af kræft, får dog ikke sangerinden til at frygte, at samme skæbne vil ramme hende. Trods hendes modgang har Anne Gadegaard valgt at tænke positivt, og det hjælper hendes kæreste, Micky Skeel Hansen, hende med. Han synger i bandet Puls og har været en stor støtte for Anne Gadegaard igennem hendes sorg. For at få sin mors død lidt på afstand flyttede Anne Gadegaard fra Aarhus og over til sin kæreste i København, og selv om det var slemt i starten at være uden øvrige bekendtskaber i hovedstaden, var det det valg, hun tog. Og det er hendes kæreste, der er grunden til, at hun i dag kan tale om alt det sørgelige.

- Men det var slemt, når han var ude at optræde. Det var ensomt at have efterladt familie og venner i Aarhus, når man i forvejen er så ked af det, siger Anne Gadegaard på bt.dk.

Hun har, siden hun vandt MGP, indspillet fem album, vundet guld og platin og spillet over hele Danmark, og hun har stadig planer om musik i fremtiden, men lige nu tænker Anne Gadegaard mere på at skrive en bog. Inspireret af sin mormor, der skrev detaljerede dagbøger, om alt hun oplevede, vil Anne Gadegaard skrive en bog om sit liv og alle de oplevelser, hun fik i kølvandet på MGP.
Det hjælper at tale om tingene, har hun erfaret, og derfor ser hun også positivt på fremtiden.

- Hvis jeg tænker negativt, bliver alting negativt. Derfor koncentrerer jeg mig om at tænke positivt. Jeg vil være glad. 2013 bliver et godt år. Det har jeg bestemt mig for, siger Anne Gadegaard, der trods sin modgang trygt kigger fremad.

Læs mere om: