28. maj. 2013
Af Helle Skram de Fries

Annette Heick frygter sønnen mister en fortand

Annette Heick
Foto: Hanne Juul/ BILLED-BLADET
Annette Heicks søn faldt på sit løbehjul og slog en fortand ud.

- Jeg er så ulykkelig lige nu, fortæller Annette Heick, der er nervøs for, om hendes ældste søn Elliot på otte mister en fortand.

- Elliot faldt her til aften på sit løbehjul og slog sin nye fortand ud. Med rod og hele pivtøjet, skrev Annette Heick mandag aften på sin Facebook. Hele Annettes mandag aften gik derfor med hospitals- og tandlægebesøg.

- Vidunderligt søde Inger de Mylius åbnede sin klinik og lappede Elliot sammen. Han er blevet syet, og alle de nye tænder i overmunden er fæstnet med en plastikskinne, fordi de havde løsnet sig. Tanden, der røg ud er skubbet på plads, og vi beder bare til, at den vil leve, fortæller Annette Heick videre.

I dag, tirsdag, fortæller Annette Heick til BILLED-BLADET.

- Elliot har været så tapper, og lige nu er Jesper (Vollmer, Annettes mand) hjemme hos ham. Elliot har det godt og er glad. Han er jo et barn, så han tænker ikke fremadrettet på de konsekvenser, det kan få, hvis tanden ikke vil sætte sig fast igen. Lige nu har jeg det nok værre, fordi jeg tænker, hvad nu hvis han skal igennem alt mulig med rodbehandling og den slags. Men vi må se tiden an. Jeg håber og beder til, at den tand vil leve.

Udover at være slået ud, er tanden også knækket, så der kommer flere tandlægebesøg.

- Jeg er faktisk utrolig ked af det, men det skal nok gå. Det skal det, lyder det fra den bekymrede mor, der prøver at mobilisere lige så meget tapperhed som lille seje Elliot.

Annette Heick med sønnen Eliott
Annette Heick og sønnen Eliot
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET

Læs mere om: