7. apr. 2014
Af Malan Joensen

Annette Heick: Mine børn skal lære at være taknemmelige

Annette Heick, Jesper Vollmer, Hilda Heick og Keld Heick med børnene Storm og Eliot.
Annette Heick, Jesper Vollmer, Hilda Heick og Keld Heick med børnene Storm og Eliot.
Arkivfoto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Sangerinden opdrager sine børn efter samme principper, som Keld og Hilda Heick opdragede hende.

Annette Heick og Jesper Vollmers sønner Eliot og Storm på ni og fire år bliver opdraget efter de samme værdier, som Annette Heick selv er blevet det hjemme hos Keld og Hilda Heick. Det fortæller hun i et interview i Politikens tillæg Lørdagsliv.

- Meget gammeldags får jeg at vide, men ”old school er new cool”, og det virker. Mine børn er nemme at have med ud, og de skal lære at være taknemmelige for det, de har. Jeg hader at have mere, end jeg skal bruge, især dims og dut, hvilket er lidt problematisk, for jeg kan ikke altid finde ud af at glæde mig på børnenes vegne, når de får noget, fortæller Annette Heick og tilføjer, at misbrug af klodens ressourcer generer hende.

- Jeg kan ikke have overforbrug, og vi må starte i privaten med affaldssortering og fravalg af overflødige ting, men taknemmelighedstingen fylder også. Man mister evnen til at værdsætte ting, hvis man har alt, så jeg er en skrap mor, der ikke bare giver efter for børnenes ønsker. Åh, nu bliver jeg nok meldt til alle mulige myndigheder, siger Annette Heick.

Intet TV på værelserne

Sønnerne Eliot og Storm har meget legetøj, hvoraf en del er arvet, fortæller Annette Heick.

Der er dog én ting, der aldrig kommer ind på drengenes værelser:

- Efter at have sparet op i mere end et år købte den ældste en PS3 i vinterferien. Tidligere har vi haft lånt en brugt PS2, men jeg har aldrig købt konsoller til dem, og mine børn får aldrig fjernsyn på værelset – det sker simpelthen ikke. Jeg vil ikke servere passiv underholdning, så de glemmer, hvordan man underholder sig selv, fortæller Annette Heick.

Hun er sammen med Keld Heick aktuel i showet ”2 x Heick - Nu stopper du, far”, som de mandag og tirsdag i denne uge optræder med i København.

Læs mere om: