27. jun. 2021
Af John Lautrup

Birthe Kjær: Derfor holder jeg ikke ferie i udlandet

Birthe Kjær
Birthe Kjær
Foto: Hanne Juul
Birthe Kjær bliver i Danmark i sommer og har netop indspillet et julenummer til Anders Blichfeldts nye, store juleshow.

Birthe Kjær, 72 år, er færdigvaccineret mod corona og kunne sådan set godt finde sommerhatten frem og drage mod sydens sol. Men hun har ikke lyst.

- Jeg savner faktisk ikke at rejse. Jeg er stadigvæk ikke helt tryg ved corona-situationen. Selv om jeg er vaccineret, så risikerer jeg jo at komme til et land med andre restriktioner. Nej, jeg har ikke det store behov for at komme til udlandet. Så jeg skal bare slappe af herhjemme, når ikke jeg arbejder. Ferie har jeg egentlig heller ikke behov for. Jeg har jo ikke bestilt andet i halvandet år, ler Birthe Kjær i en pause under optagelserne til Anders Blichfeldts store juleshow "Anders Blichfeldt Christmas Magic 2021".

Birthe Kjær
Anders Blichfeldt og Birthe Kjær synger duet om at holde jul i de varme lande. Nummeret indgår i hans juleshow "Anders Blichfeldt Christmas Magic 2021".
Foto: Hanne Juul

Her optræder hun på en stor bagskærm, som bliver en hovedingrediens i showet, når Anders Blichfeldt indleder sin danmarksturné den 18. november.

Birthe Kjær har ingen problemer med at foregive at være i julestemning midt i juni.

- Jeg har planer om at lave en jule-cd inden så længe, så jeg er i julestemning hele året. Sidste år lavede jeg kirkekoncerter hele december, så da indøvede jeg julesange også fra sommer og frem. Jeg har en naturlig tilgang til jul hele året, ler hun.

Den gradvise genåbning af samfundet betyder, at Birthe Kjær så små er begyndt at optræde igen.

- Men mange festivaller er jo aflyst, så jeg kommer kun til at lave en tredjedel af, hvad jeg skulle have lavet i sommer, siger hun.

Læs mere om: