27. okt. 2014
Af Lisbeth Grube

Boligløse James Sampson har fundet et nyt hjem

James Sampson og hustren Evy.
James Sampson og hustren Evy.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Sangeren og hans familie jubler, efter de i sidste øjeblik har fundet drømmehuset.

Blot en uge før sangeren James Sampson og hans familie stod uden tag over hovedet, er det glædelige sket: James, hustruen Evy og deres to børn, Zion og Zoya, har fundet et sted at bo. Familien blev for nylig sagt op af deres udlejer, og i den forgangne uge appellerede James til sit netværk på Facebook om hjælp til at finde et hus i Dragør. Det er nu fundet.

”Jagten er omsider slut!! Efter næsten to måneder i uvished har vi endelig fundet et hus!! Kontrakten er underskrevet, og vi flytter ind på lørdag”, jubler James Sampson på engelsk på Facebook.

Til BILLED-BLADET fortæller Evy Sampson, at det var en bekendt, der gjorde dem opmærksom på deres nye hjem i Dragør.

- Vi har fundet drømmehuset, og vi er så lettede og glade. Huset er dejligt og så stort, at jeg nu kan drive firma hjemmefra. Og sidst, men ikke mindst: Vi kan blive boende i det!, siger Evy og fortæller, at det har været rørende at opleve, hvordan folk har taget del i boligjagten.

Læs mere om: