Bryllup med Christopher lige om lidt: Jeg har sommerfugle i maven
28-årige Cecilie Haugaard glæder sig til, at hun snart skal i brudekjolen og sige ”ja” til sin et år yngre kæreste, popstjernen Christopher.
- Jeg har helt vildt mange sommerfugle i maven, for der sker så mange fantastiske ting hele tiden, fortalte den fynske model til BILLED-BLADET under optagelserne af ”Danmark har talent” og fortsatte:
- Det er bare at være høj på livet, og så længe det går godt, bliver jeg ikke stresset, men får adrenalin i kroppen af det. Men jo, det er meget spændende at skulle giftes lige om lidt!
Masser af kærlighed
Cecilie Haugaard har fået tjansen som vært på næste sæson af TV 2’s ”Danmark har talent”. Selv om det betyder lange arbejdsdage, tager hun det kommende bryllup med ro.
- Jeg er ikke typen, der stresser så meget over småting, det er mere det store billede, sagde den vordende brud og tilføjede med et stort smil:
- Så længe der er venner, familie og kærlighed, skal det nok være fantastisk.