Bundesen klar til comeback med Shu-bi-dua-musical
Så er der godt nyt for fans af ”Shubberne”, der i disse dage kan fejre 40-års jubilæum. To et halvt år efter Michael Bundesen blev ramt af en blodprop i hjernen, er Shu-bi-duas 64-årige frontfigur snart klar til comeback. Det fortæller Bundesens gode ven Michael Hardinger til BT.
- Hvis min drøm går i opfyldelse, betyder det én stor unplugged koncert til foråret. Og så glæder jeg mig specielt til et stort musical-projekt, som Bonden og jeg har talt om i årevis. Nu har vi indgået aftale med pladeselskabet. Og den slags tager vel et års tid at skrive, siger Hardinger.
- Vi har skrevet 240 sange, så der må være rigeligt at tage af, pointerer han.
Hardinger mødte for nylig Bundesen her i Danmark, og for første gang længe talte de to venner også om fremtiden.
- Vi har altid været enige om, at det skulle fejres, når vi i år fyldte 40 år som gruppe. Vi havde talt om en kæmpekoncert, hvor vi ville invitere alle de folk, der har spillet sammen med os igennem alle årene. Men så blev Michael jo syg. I lang tid har han ikke være så udadvendt. Han har haft travlt med sin genoptræning. Men nu tror jeg, at han er klar til at melde ud. Og selv om det selvfølgelig endnu ikke er helt sikkert, så kunne en forårskoncert været helt fantastisk. Bundesen kommer selvfølgelig ikke til at hoppe op og ned som en trampolinspringer. Men stemmen er god, understreger Michael Hardinger.