Christophers veninde fjernet fra redaktion
DR’s Ungdomsredaktion reagerede hurtig og flyttede journalisten Sofie Lange Jørgensen fra produktionen af DR3’s portrætprogram om den unge sanger Christopher, da hun informerede sin chef om, at der var ”opstået en relation mellem hende selv og programmets hovedperson, Christopher”, skriver BT.
For nogle uger siden kunne man læse i SE og HØR, at Christopher og Sofie Lange Jørgensen angiveligt ser mere til hinanden, end hvad optagelserne af programmet kræver, men programseriens chef, Erik Struve Hansen, har tydeligvis fået instrukser om ikke at fortælle om de to parters forhold - så Erik Struve Hansen siger i BT, at han ikke vil blande sig i medarbejdernes privatliv, og kalder det derfor for en ”relation”.
- Sofie er en af tilrettelæggerne på programmet og hun fortalte mig om relationen mellem hende og Christopher i sidste uge. Og så besluttede jeg, at det mest rigtige ville være, at hun overgik til en anden redaktion, fordi det ikke duer at blande arbejde og privatliv sammen, udtaler han.