Danmark klar til finalen i Eurovision Song Contest

Jonas Rasmussen

Jonas Rasmussen

Foto: DR

Den danske sanger Rasmussen kvalificerede sig sent torsdag aften til finalen i Eurovision Song Contest.

Fredag, 11. maj 2018 - af Lene Skriver Bak

Jonas Rasmussen var en jublende glad viking efter den anden semifinale i Eurovision Song Contest.

Den danske sanger gik nemlig videre til lørdagens finale.

- Vi er lige gået videre i Eurovision-finalen og det er rimelig vildt.  Det hele er crazy lige nu - for helvede hvor er vi glade. Hele stemningen fra salen var så overvældende, publikum var fantastiske. Det var den vildeste oplevelse nogensinde, og vi glæder os helt vildt til en endnu vildere oplevelse på lørdag i finalen, siger Rasmussen i en pressemeddelelse efter succesen.

Stor Eurovision-støtte hjemmefra

Det danske bidrag "Higher Ground" fik en rigtig god modtagelse i salen i Lissabon, og det var vikingerne selvfølgelig glade for, men det er særligt støtten hjemmefra, de har bidt mærke i.

- Opbakningen fra Danmark har været helt fantastisk. Tusind tak for støtten, siger Rasmussen i pressemeddelelsen.

Finalen i dette års Eurovision Song Contest finder sted lørdag d. 12. maj.

Danmark er kvalificeret sammen med Ukraine, Spanien, Slovenien, Litauen, Østrig, Estland, Norge, Portugal, Storbritannien, Serbien, Tyskland, Albanien, Frankrig, Tjekkiet, Australien, Finland, Bulgarien, Moldova, Sverige, Ungarn, Israel, Holland, Irland, Cypern og Italien.

Danske Jonas Rasmussen skal på scenen som nummer 15 ud af 26.

60 år med Eurovision Song Contest - gå på opdagelse i galleriet herunder:

Galleri: 60 år med Eurovision Song Contest

Læs et stort interview med Jonas Rasmussen om kærligheden til hustruen Mia og familielivet hjemme i Langå i BILLED-BLADET nr. 19, der er på gaden nu.