De kendtes rørende farvel til Flemming Bamse Jørgensen
Keld Heick
- Bamse og jeg var ikke nære venner, men vi mødtes rundt omkring, og jeg har engang været med til at lave et portrætprogram om Bamse og Bamses Venner. Han var sig selv, han havde altid begge ben på jorden, og han gjorde tingene på sin egen måde. Det var nok opskriften på hans store succes. Han var dygtig.
Cæcilie Norby
- Han var et varmt og ydmygt menneske. Jeg arbejdede sammen med ham én gang; han ringede og spurgte, om jeg ville synge sangen "Something" med ham på hans opsamlings-cd i 2003. Det blev jeg virkelig glad og stolt over, og lige siden fik jeg julekort fra ham hvert år. Sådan var han - stor, i mere end én forstand. Jeg vil savne ham.
Jørgen de Mylius
- Flemming har betydet uendeligt meget for den festlige del af popmusikken. Han var sammen med Shubberne den første, der lavede de sjove "undersættelser" af kendte rocksange. Hans "Vimmersvej" og "En lille båd der gynger" er legendariske. Og siden fandt han ud af, at han kunne skrive sangene selv. Det har givet ham en perlerække af folkekære hits. Flemming og jeg har haft uendeligt mange popquiz-dyster i ventetider på markeder rundt omkring. Han var mega-vidende og talentfuld. Jeg vil savne ham.