
Den dag sluttede deres musikalske parløb: Pludselig kunne Jørgen fornemme, at noget var helt galt

Hele Danmark var i Eurovision-ekstase, da Brødrene Olsen i 2000 kunne løfte trofæet som vindere af det europæiske Melodi Grand Prix.
Efterfølgende startede en ny storhedstid for Jørgen og Niels ”Noller” Olsen, som fik optrådt på hundredvis af scener både i Danmark og i resten af Europa.
Men i 2019 stoppede brødrenes fælles musikkarriere brat, da Noller blev ramt af først en blodprop og efterfølgende diagnosticeret med uhelbredelig kræft i hjernen.

Brødrene kan stadig huske den skæbnesvangre dag, der blev slutningen på deres musikalske parløb, og i et nyt interview med Familie Journal sætter en berørt Jørgen Olsen ord på øjeblikket, hvor alvoren gik op for ham:
- Vi havde været i Aarhus for at spille og skulle hjemad. Og da Noller satte sig ind i bilen, kunne jeg se, at han ikke var sig selv. Det var mig, der sad ved rattet. Og da vi ventede på at komme om bord på færgen, var det tydeligt for mig, at min bror havde det skidt og kæmpede en brav kamp, fortæller Jørgen Olsen til Familie Journal.
Da brødrene nåede Nollers hjem, ringede hans hustru straks efter en ambulance!

Det blev starten på et langt sygdomsforløb for Noller, der undervejs var indlagt på hospitalet i 15 måneder.
Lægerne gav ham dengang kun to til fire år mere at leve i, men mod alle odds forsvandt kræften efter en skrap kemokur, og i dag er han kræftfri.
Læs det eksklusive interview med Brødrene Olsen i Familie Journal, som er på gaden nu.
