Derfor solgte Remee sin million-villa

- Det var en super svær beslutning, men jeg er glad for den nu, forsikre den populære musikproducer over for Starlounge.
I april sidste år satte Remee sin villa på Frederiksberg til salg for et tocifret millionbeløb, og det var en meget svær beslutning.
Men da der for nylig kom et bud og Remee samtidig havde fundet en ny drømmebolig, valgte han at sige farvel til pragtvillaen.
- Det at sælge huset var en super svær beslutning. Men da jeg så havde haft to år, hvor jeg stort set kun havde været her tre-fire måneder om året, tænkte jeg, at det var åndsvagt at have alt det kørende, siger Remee til Starlounge.
- Jeg havde boet her med min eks-kæreste i fire-fem år, og det har ligesom aldrig rigtig været et hjem, siden Maria flyttede (Maria Lenander og Remee var kærester i syv år, red.). Det blev bare til et sted, hvor jeg var, når jeg var i Danmark, siger Remee til Starlounge.
Der har været skrevet en del om, at salget er sket på grund af en skrantende økonomi, men Remee slår fast, at økonomiske overvejelser kun har været en del af årsagen.
- Når du har boet et sted og haft et liv med en person dér, kan det være svært at få det til at føles på samme måde, når man ikke længere er sammen med den person. Jeg har kun gode minder herfra, men livet er omskifteligt, og man skal tilpasse sig og være åben over for nye muligheder.