3. jun. 2025
Af Majken Munk

Det sidste originale medlem er væk: Four Jacks-stjernen Poul Rudi er død

Sangkvartetten "Four Jacks". Fv. Bent Werther, John Mogensen, James Rasmussen og Poul Rudi.
Four Jacks med Bent Werther, John Mogensen, James Rasmussen og Poul Rudi.
Foto: Karl Nord Sørensen/Ritzau Scanpix
Poul Rudi, der var et af de originale medlemmer i Four Jacks, er død. Det bekræfter hans kollega James Rasmussen.

Four Jacks tog Danmark med storm med store hits som ”Mandalay”, ”O Marie, a vil hjem til dig” og ”Personality”.

Få alt fra de kongelige gemakker, til den røde løber!

Gruppen blev i 1956 dannet af John Mogensen, Otto Brandenburg, Bent Werther og Poul Rudi, hvor af sidstnævnte var den eneste tilbage.

Men nu er Poul Rudi død. Det bekræfter James Rasmussen, som i 1958 overtog Otto Brandenburgs plads i Four Jacks, over for Ekstra Bladet mandag.

Poul Rudi blev 94 år gammel.

Det er musikerens datter Ayoe, der har meddelt James Rasmussen, 87, om sin kammerats død.

James Rasmussen fortæller, at Poul Rudi, der har boet i USA i årevis, sov stille ind på et hospice nær San Diego, hvor han boede.

Poul Rudi og James Rasmussen holdt kontakten ved lige i tiden efter Four Jacks, der gik helt i opløsning i 1966.

- Men vi bevarede kontakten. Vi skypede sammen. Nutiden havde han det lidt svært med, men alt hvad der skete for 60 år siden, da vi turnerede rundt i Sverige og Finland, kunne han huske. Så det talte vi meget om, fortæller James Rasmussen til Ekstra Bladet.

Poul Rudi efterlader sig døtrene Ayoe og Kim, som han fik med sin danske hustru, han blev skilt fra i 1977. Efterfølgende blev han amerikansk gift.

Mere om: