21. jul. 2013
Af af Lisbeth Madsen, Newsdesk, Aller Media

Dicte holder sjældent sommerferie

Dicte
Dicte
Foto: AOP
For Dicte er somrene i høj grad blevet et pendlerliv mellem sommerhuset og koncerter rundt i landet.

– I min erindring skinnede sommersolen døgnet rundt, og man løb sorgløst rundt og plukkede jordbær og skovhindbær overalt. Måske har den erindring også noget at gøre med, at de voksne altid var mere afslappede, siger Dicte til ugebladet SØNDAG i denne uge.

Slapper ikke rigtigt af

Den afslappede stemning er dog ikke en Dicte dyrker ret længe ad gangen, og hun indrømmer, at når hun endelig er hjemme, så bliver hun heller ikke opfattet som afslappet. Tværtimod.

– Hm, altså min kæreste vil nok sige, at det er jeg ikke. Han vil måske oven i købet sige, at jeg er fuldstændig umulig med, at der skal ryddes op hele tiden, og at ’den jakke, der ligger dér, jo ikke flytter sig selv...’ Jeg er et ordensmenneske, lige på grænsen til det sygelige, det står jeg gerne ved. Og jeg har altså har en kæreste, der er stik modsat. Så nej, jeg er faktisk ikke ret god til at slappe af. Men jeg har altid drømt om at komme på en ferie, hvor jeg kan nå dertil, at jeg keder mig. Og jeg tænker da også, at jeg nok skal få det lært en eller anden dag, siger hun.

Sommer med turné

Også denne sommer har Dicte en del spillejobs sammen med musikermakkeren Claus Hempler. Her forsøger hun at have sommerhuset som det sted, hun kører ud fra, og hun betegner selv fænomenet som ’mit mærkelige sommerliv’. Hun har kun en enkelt sommer sagt fra over for alle spillejobs.

– Jeg har haft en enkelt sommer, hvor jeg ikke sagde ja til et eneste job, fordi min eksmand spillede rigtig meget, og hvor jeg ikke syntes, at vores barn skulle bruge sommeren på at blive slæbt rundt til alt muligt. Men jeg kan virkelig godt lide at spille ude i sommerlandet. Også fordi Hempler og jeg har fundet en måde at gøre det på, som passer godt til, at folk sidder og spiser en god middag og hører en koncert bagefter. Det at forene et delikat måltid med at høre noget musik bagefter, som vi også prøver at gøre delikat, det giver god mening, synes jeg, siger Dicte.

Helena Christensen: Sådan ser min hverdag ud. Læs om modellens idylliske liv på Soendag.dk (link fjernet)

Læs mere om: