
Døde for tre år siden: Renée Toft Simonsen mindes Hugo Helmig

Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen mistede deres søn, Hugo Helmig, der døde den 23. november 2022 i en alder af blot 24 år.
Forældreparret har flere gange sat ord på sorgen og savnet, der følger efter tabet af Hugo, som kæmpede med stofmisbrug og angst.
I anledning af treårsdagen for Hugos død mindes Renée Toft Simonsen sønnen i et opslag på Instagram.

Rammer hårdt
Her citerer hun Sara Stridsbergs familiesaga "Farvel til Panic Beach" om en kvinde, der har mistet sin lillesøster.
I citatet står blandt andet:
"Det er sådan det er med børn, kigger man væk et øjeblik, så er de pludselig vokset os over hovedet og blevet nogle andre, det er sikkert derfor, man aldrig bliver trætte af dem, fordi de ændrer sig hele tiden. Sådan er det ikke med børn, der går bort, de forbliver de samme, som de altid var, de løber for altid omkring på den samme strand, fylder deres små spande med sand og saltvand. Måske elsker man de børn endnu højere, dem, der er muret inde i tiden, dem, der på forunderlig vis bliver stadigt yngre, jo længere tid der går, dem, der brænder langt borte i deres egen ubevægelige flamme. På en måde er det de eneste børn man aldrig mister."
Teksten rammer hårdt med tanke på den sorg, Renée har oplevet og sikkert stadig er i.
