Dødsfald får Gitte Hænning til at stoppe i Vild med dans

Gitte Hænning

Gitte Hænning foran spejlet på den tyske udgave af "Vild med dans".

Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET

Gitte Hænning vil være hos familien i Danmark efter søsterens død natten til mandag.

Mandag, 2. april 2012 - af Anna Johannesen

Gitte Hænning er ikke længere med i det tyske TV-show "Let's Dance. Den 65-årige sangerinde har i dag meddelt TV-stationen RTL, at hun stopper med øjeblikkelig virkning, efter at hendes søster, Jette Francker, er død. Jette Francker, der er fire år ældre end Gitte, døde natten til mandag i sit hjem i Odense efter længere tids kræftsygdom.

- Jeg er glad for, jeg nåede hjem og sige farvel til Jette, siger en bevæget Gitte Hænning, der tog det første fly fra Berlin, da hun hørte, at hendes kære søster ikke havde langt igen.

- Jette og jeg var tæt knyttet til hinanden. Hun har lidt så meget den sidste tid, men nu har hun fået fred. Hun døde med et lille smil om munden, siger Gitte, der i øjeblikket er ved at planlægge sin søsters bisættelse sammen med Jette Franckers mand, pressefotograf Carsten Andreasen, og deres søn, Mikkel.


- Det har været sjovt at være med i "Let's Dance", men nu hverken KAN eller VIL jeg være med i showet længere. Jeg vil være hos familien i Danmark, siger Gitte, der klarede sig flot i tredje omgang og derfor skulle være gået videre sammen med sin unge dansepartner, den 27-årige russer Gennady Bondarenko.

- Man må sætte nogle prioriteter i livet, og dette her er så min. Der var ingen anden vej, siger Gitte Hænning.