31. aug. 2023
Af Sofie Nymand

Efter 17 år: Den danske popgruppe C21 gør comeback

C21 i 00'erne
C21 i 00'erne
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
De hittede i begyndelsen af 00’erne, nu er C21 tilbage efter en 17 år lang pause.

Med numre som ”She Cries” og ”Stuck in My Heart” var popgruppen C21, bestående af Søren Bregendal, David Pepke og Esben Duus, toneangivende for 00’erne.

Siden valgte boybandet at gå hvert til sit, men nu er de tilbage – denne gang som duo.

Det annoncerer bandet i en pressemeddelelse, ifølge Ritzau.

Søren Bregendal og David Pepke gør comeback som C21 med ep'en "Stay Pop pt. 1" efter en 17 år lang pause.

- Vores venskab og fælles passion for musik har nu bestået i 25 år. Derfor var det mere et spørgsmål om, "hvornår" frem for "om" vi ville ud og spille igen, lyder det fra C21 i pressemeddelelsen.

- Vi havde en snak for halvandet år siden og mærkede efter i nogle dage, og vi vendte begge tilbage med et rungende ja, fortsætter de.

I de år, der er gået, har de to ikke sluppet musikken. Mens Søren Bregendahl har haft flere musikalske jern i ilden, heriblandt Lighthouse X, har David Pepke rejst tværs over USA med sin guitar.

Desuden har Søren Bregendahl også gjort sig som skuespiller i blandt andet ”2900 Happiness” og senest Netflix-serien ”Emily in Paris”. Og David Pepke har drevet sin egen møbelvirksomhed.

Første single fra den nye ep udkommer den 15. september på alle streamingtjenester. I alt består ep’en af syv nye numre.

Læs mere om: